Cypern. Rejsebrev juli 2008

Dette er spørgsmålet til 500.000 kr:
I hvilket europæisk land hedder hovedstaden Lefkosia eller Lefkosa (alt efter baggrund) ?
Jeg kan hjælpe lidt ved at sige, at det er verdens eneste delte hovedstad - delt af noget så poetisk lydende, som 'den grønne linie'. (Det har desværre ıntet med økologi at gøre...)

Cyperns hovedstad Nicosia (som jeg har lært at kalde byen) har ikke en fortid, der er rar at tænke på.
Selv om alt ånder fred og ro idag - og borgerne - og vi andre - fra 2003 uhindret kan kunnet passere over grænsen midt i byen - så virker fernissen en anelse tynd.
Den ligefremme virkelighed får man uden at bede om den af enhver taxachauffør, som gladeligt underholder med, hvor luskede og underlige dem på den anden side af grænsen er.
Men der er også en tung bagage af rædsler i rygsækken på begge sider.
Vi ved det hele fra historiebøgerne og fra nyhederne dengang, men at gå rundt midt i det virker på en helt anden måde.

I den tyrkiske del af Nicosia oplevede vi, hvordan det idag kan være, at komme fra Danmark.
Vı fik vores mad paa restauranten, men indehaveren gav os en iskold skulder, da han hørte hvor vı kom fra.
Ret ubehagelıgt og ikke noget vi har prøvet før i arabiske lande.
Måske så vi bare spøgelser i varmen ??
Vi er ellers blevet drevne grænsekrydsere de dage vi har været i Nicosia. Vores hotel ligger i den græske del - som ikke betager os større med den glatte overflade af Starbucks og MacDonald og tøjforretninger op og ned ad hovedgaden. Den tyrkiske del af Nicosia er slidt og smuk og oser af liv og er en hel del sjovere at gå rundt og indsnuse.

Fra Nicosıa er vi nu rejst tıl det tyrkiske Nordcypern, hvor vi har fundet et bılligt pensionat - og 'Værelse med udsigt' over den gamle, smukke by Girne og det store hav. Fantastisk sted !
Den lokale minaret med tre velvoksne højttalere er vores nærmeste nabo.
Så kl. 5 om morgenen trækkes der voldsomt på vores indre ro.

Temperaturen er et sted mellem imponerende og ulidelıg - og lille mig, der elsker blæsten går frisk over Limfjordens vande - sveder og stønner i skyggen.
Alle vores rejseplaner rundt paa øen var storslået udtænkt hjemme i kølige Virum. Virkeligheden er, at vi har trisset rundt her de sidste 5 dage og hver dag snakker om at rejse videre ındtıl nu uden de store realıteter.

Efter at have gearet lidt ned og indset kroppens grænser, sover vi flere timer tıl middag, hænger på de små cafeer og vågner op efter kl. 18, hvor livet starter.
Solnedgangen over det store hav set fra molerne omkring den gamle havn er det hele værd.

De eneste turister på disse kanter er englændere. Den gamle engelske koloni trækker stadig sine spor.
Det er cremen af den brede arbejderbefolkning fra Leeds og Birmıngham - folk med stor tonnage, godt med tatoveringer og godt behængt med guld - både mænd og kvinder. Når vi ser på deres tøjstil føler vi os ualmindelıgt velklædte... og vi ser såmænd ikke for smarte ud !

Vi oplever meget, selv om livet ikke går så hurtigt. Og det skulle være så sundt at lave ingentıng.