torsdag den 26. marts 2009

Argentina. Rejsebrev marts 2008

Jeg sidder på en lille internetcafe i byen Tres Arroyas i "danskerområdet" ca. 500 km. syd for Buenos Aires, Argentina ude paa den flade og uendelige pampas.

Vi har de sidste par dage været en tur ad "memory lane" og prøvet at finde spor efter nogle af Stigs forfædre, der udvandrede til Argentina omkring år 1900. Det magre resultat er indtil nu 2 stk. - desværre langt under mulde på den danske kirkegård her i byen og resten har ikke været til at støve op.

Men vi har fået et flot indtryk af den danske kultur her i danskerområdet. I går var vi til påskegudstjeneste i Nicochea - på dansk og idag har vi set den danske skole og besøgt Birthe og Erik (Enrico) og deres gamle mor Ingeborg paa deres enstancia udenfor Tres Arroyas ... en gård med marker, der forsvandt i det meget, meget fjerne.
De talte alle det nyyydeligste darnsk.
Særlig Ingeborg paa 84 kunne sagtens tage kampen op med dronning Margrethe ... det mest polerede østerbrosk, uden grammatiske fejl... imponerende efter at have levet alle sine år i Argentina.¨
Og fantastisk søde og gæstfrie folk.
En mindeværdig dag !

Vi startede vores ferie for 10 dage siden i Buenos Aires efter en vellykket og lang flyvetur fra Madrid.

Turen gik så hurtigt, at det desværre kun var os, der nåede frem og ikke vores bagage.
Den genså vi først 2 døgn senere og da var vores spejderinstinkter næsten slidt op.

Vi lånte lidt tøj af Stigs kusine og hendes mand - bestemt ikke helt vores størrelser - men man bliver yderst nøjsom, når man intet har.
Vi fik lige brug for lidt glemte færdigheder i spejderliv. 4 gamle mennesker uden deres rene underbukser og ikke mindst uden beautyboxen ... det var tung socialrealisme af sorteste slags
Men med en yderst let håndbagage gik turen mod nye oplevelser. Og hvor kan man egentlig klare sig med lidt jordisk gods (bare ikke for længe)

Fra Buenos Aires fløj vi de ca. 1000 km nordpå for at opleve Iguazu vandfaldene på grænsen til Brasilien.
Det var en imponerende oplevelse at se de mange vandfald midt i regnskoven ... vandfald, der får alle verdens andre store vandfald til at ligne kedelige VVS uheld.
Det overgår med flere meter Gudenaaens udspring i Tinning Krat.
Min fantasi havde slet ikke rakt til at forestille mig noget så storslået.

Selv om det er argentinsk efterår nu, var temperaturen i Iguazu 28 grader og sol... mens det i Danmark var snestorm.

Tilbage i Buenos Aires kørte vi med Stigs kusine og hendes mand 300 km. sydpå ud på den flade pampas for at fejre påske med dem på deres lille gård "La chicita" - indrettet noget a la "Min afrikanske farm". Gamle møbler,store bjælker i loftet, danske aner på væggene og læg hertil en 5 stjernet betjening med næsten uendelige mængder af argentiinsk rødvin og ditto bøffer.

I det hele taget er kalorieindtaget i Argentina et stort kapitel, som vores bukser kæmper en forgæves kamp mod !
Ind imellem kan man føle sig som en forædt labradorhund, der ligger og bøvser på sengen.

Argentina er på alle måder et dejligt rejseland.
Flinke folk - også dem der ikke snakker dansk - lidt som Sydeuropa,god mad og vin, afvekslende natur og vi har endda kun set nogle meget små hjørner af det enorme land. Bestemt et land jeg vil tilbage til - for ikke at tale om resten af Sydamerika.

I morgen går turen tilbage mod Buenos Aires, hvor vi skal være de sidste 4 dage.
En by paa 12 millioner, hvor centrum ligner Madrid eller Paris, hvor de gamle kvarterer og huse blander sig med en New York skyline og hvor omfartsvejene ligner et trafikalt mareridt med 8 baner i hver retning.
Tanken om at køre selv her eksisterer ikke !

Da vi landede i Buenos Aires blev det vintertid her og når vi lander i Kastrup er det blevet sommertid.

Man kan opleve meget på 14 dage !

Ingen kommentarer: